Om Oliver Furniture


FIRMAET
Hvem vi er

Oliver Furniture skaber møbler af træ til den moderne familie. Vores univers er dybt forankret i en stolt skandinavisk møbelsnedkertradition, og ambitionen er at skabe produkter, der kan gå i arv i generationer. En enkel æstetik, håndværk af den højeste kvalitet og fokus på funktion er vores pejlemærker – og den nordiske livsstil vores attitude. Vores Seaside-kollektion er inspireret af det enkle sommerhusliv, mens Wood-kollektionen fremhæver de mange naturlige lag af skønhed indlejret i træ som materiale. Oliver Furniture blev grundlagt i 2003 af møbelsnedker og designer Søren Rørbæk. Firmaet er i dag baseret lige nord for København.


DESIGNET
Vi gør det enkelt

Det enkle udtryk er vores æstetik. Rene linjer og rundede former, delikate detaljer og et klart formål kendetegner vores design. Vores portefølje er skarpt defineret, og produkterne kan nemt kombineres. Vores traditionelle, men moderne, formsprog kalder på sanselige minder om dengang dagene var lange og lyse, himlen blå og lyden af havets bølger skvulpede mod strandkanten – om dengang barndommens leg gav genlyd i de kølige, grønne skove og tiden blev tilbragt i selskab med familie og venner. Samtidig er vi inspireret af den moderne familie og dens udvikling gennem årene. Vores produkter er ment som en konstant faktor, der forankrer et aktivt, alsidigt familieliv – og som opfordrer til en langsom livsstil. Et langsomt levet liv er i vores optik defineret ved at reducere de valg, man konstant står overfor i en kultur, der er domineret af en brug og smid væk-tankegang. I stedet sigter vi efter at tilbyde det enkle valg – og det rette produkt.


ANSVARET
Vi gør det godt

For os går etik og æstetik hånd i hånd. Vi er drevet af en stærk tro på gennemsigtighed og bæredygtighed gennem hele produktionskæden. Vores træ kommer således udelukkende fra europæiske skovbrug – og vores produkter er produceret i Europa på lokale værksteder af erfarne håndværkere, der arbejder under fair og bæredygtige forhold. Vi investerer i vores relationer, og dialogen med vores samarbejdspartnere er baseret på ærlighed og loyalitet – og på en fælles forståelse for vores fag. Vi er kompromisløse, når det handler om etisk produktion, og anvender udelukkende de bedste materialer, der har passeret gennem strenge krav for at opnå FSC-certificering (Forest Stewardship Council). Certificeringen garanterer, at vores træ kommer fra bæredygtige, veldrevne skovbrug, der tager hensyn til faktorer som biologisk mangfoldighed, sikkerhed for arbejderne og rimelig løn. De endelige produkter er behandlet med giftfri lak og maling, mens vores emballage er skabt af FSC-certificeret genbrugspap af et ISO-certificeret europæisk firma.


FILOSOFIEN
Vi er bæredygtige

Vores møbler er designmæssigt bæredygtige. Vi lader os aldrig diktere af trends, ligesom vi ikke arbejder med sæsonbetonede temaer. Derimod søger vi konstant at forædle og udvikle vores eksisterende produktportefølje ved at finpudse klassikerne og tilføre få, nye medlemmer til familien af senge, hylder, bænker, skabe, borde og stole. Ved at tage afsæt i den moderne families evolutionære cyklus, og se helt bort fra flygtige trends, er vores møbler designet til at følge de behov, der måtte opstå. Det er denne mulighed for at lægge til og trække fra det eksisterende produkt, for herved at forlænge dets levetid, der er den egentlig bæredygtige tanke bag Oliver Furniture: Med få ændringer bliver køjesengen til to enkeltmandssenge, og juniorsengen kan nemt transformeres til en briks. Princippet er, at kvalitet og godt design varer evigt.


SIKKERHEDEN
Vi går ikke på kompromis

Sikkerhed og sundhed er centrale værdier hos Oliver Furniture – vi er også selv forældre. Vores møbler er designet til at imødekomme de strenge EU-krav for sikkerhed og sundhed, og de gennemgår desuden løbende en række tests – blandt andet for at udelukke afdampning fra maling, lak og træ. Alle vores produkter overholder de europæiske standarder for legetøjssikkerhed – og de vigtigste EN-sikkerhedsstandarder som for eksempel REACh, TüV, FSC og Oeko-Tex.

5 års garanti

Samtlige møbler fra Oliver Furniture leveres med 5 års garanti, der dækker fejl ved konstruktion. Herudover garanterer vi, at de dele, man skal bruge for at ændre et af de møbler med en sådan indbygget funktion, findes på lager fem år fra købsdatoen af det oprindelige produkt.


 

Nyhedsbrev

Tilmeld din e-mail adresse og modtag vores nyhedsbrev med spændende nyt og gode tilbud.